Sø- og Handelsretten har i en ny dom om tyveri af modetøj under CMR-transport ved nogle udførlige præmisser analyseret betingelserne for at kvalificere tyveri af modetøj fra en parkeret trailer som en følge af fragtførerens grove uagtsomhed.
Sagens omstændigheder
En dansk modetøjskoncern [Kunden] indgik en samarbejdsaftale med en dansk logistikkoncern [Speditøren] om transport af Kundens varer fra Danmark til Spanien. Af aftalen fremgik bl.a. følgende vilkår:
”6.4. General quality requirements
The Carrier shall comply with current rules and regulations regarding transport and to the extent relevant instruct drivers on current safety rules etc.
…
As [Kundens] goods are easily tradable goods and consequently very popular, the Carrier is obliged to take the necessary measures when performing the transport services. Thus, the Carrier must ensure that stays in lay-bys or similar until the Carrier reaches the destination will be in recognised areas and areas that are as secure as possible.”
En væsentlig del af transporterne skulle udføres ad motorvejen AP-7 fra den fransk-spanske grænse ved La Jonquera til Barcelona, hvor Kundens lager var beliggende. Speditøren havde overladt udførelsen af transporterne til underfragtførere. I forbindelse med udførelsen af en transport parkerede en underfragtfører den 14. januar 2024 på en rasteplads benævnt ”Àrea de Servei - Gironès”.
Den pågældende plads havde en tilsluttet tankstation, et opholdsområde med bord-bænke-sæt, en lille legeplads og parkeringsbåse til bl.a. busser og lastbiler og var delvist belyst.
Mens lastbilen holdt parkeret, blev der i løbet af natten stjålet tøj fra lastbilen.
Efter tyveriet aftalte Kunden og Speditøren som et tillæg til Transportaftalen, at der alene i helt særlige tilfælde måtte foretages parkering med Kundens varer på denne strækning.
Kundens vareassurandører anlagde retssag imod Transportøren med påstand om, at tyveriet måtte anses for at være en følge af udvist grov uagtsomhed, sådan at ansvaret for skaden ikke kunne begrænses. Til støtte for kravet gjorde vareassurandørerne gældende:
- at den benyttede parkeringsplads ikke opfyldte betingelserne i transportaftalen, idet den var beliggende i et tyverieksponeret område;
- at formuleringen ”as secure as possible” skulle forstås under hensyntagen hertil, og
- at en almindelig ordlydsfortolkning af ”as secure as possible” i aftalens punkt 6.4 måtte føre til, at chaufføren burde have valgt den mest sikre parkeringsmulighed i området og således have benyttet de sikrere pladser, der faktisk forefandtes i området.
Transportøren bestred, at der var udvist grov uagtsomhed, og gjorde i den forbindelse gældende:
- at den aftalte fragt for transporten alene var EUR 1.915,63, og at Kunden derfor ikke kunne forvente, at der blev truffet særlige sikkerhedsforanstaltninger;
- at vilkåret i aftalen om, at der skulle parkeres på ”anerkendte parkeringspladser”, alene kunne forstås som en henvisning til pladser, der var indrettet til lastbilstransport;
- at Kunden alene havde stillet et generelt krav om, at der skulle parkeres ”så sikkert som muligt”, og at der derimod ikke var givet en konkret, specifik instruks om, hvilke parkeringspladser der måtte benyttes.
Rettens afgørelse
Retten frifandt Transportøren for kravet om en ubegrænset erstatning. Retten udtalte i den forbindelse bl.a. følgende:
”Af en omfattende retspraksis om uagtsomhedsvurderingen i henhold til CMR-lovens § 37 følger bl.a., at det kan indgå som et moment, hvis det er aftalt, at der i forbindelse med transporten skal udvises særlig påpasselighed, og i givet fald, hvor klar og detaljeret aftalen og eventuelle konkrete instruktioner er på dette punkt. Det spiller herved også en rolle, om det stod klart, at der var tale om tyveritækkeligt gods. Hvis bortkomsten er sket under parkering, indgår de konkrete forhold, hvorunder lastbilen blev parkeret, i vurderingen, jf. bl.a. herved U.2013.1521H, FED2019.45 og FED2020.244S.
…
Kendte risici ved parkering på bestemte strækninger eller ved parkering på bestemte måder, f.eks. i et industrikvarter hen over weekenden o.l., kan også indgå i uagtsomhedsvurderingen, særligt hvis skaden er sket i en risikozone, hvor der var anledning til at udvise særlig påpasselighed, jf. bl.a. U 1991 826 H og U.2004.366H samt U.1999.1072S.
…
Men ved overvejelsen af, hvad pkt. 6.4. tilsiger ved uagtsomhedsvurderingen i denne sag, må det indgå, at de nævnte tekststeder og pkt. 6.4. generelt er formuleret ganske bredt og overordnet, hvilket ses på formuleringer som ”to the extent relevant” og ”as secure as possible”. Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer og [det forhold, at Transportøren] fakturerer 1.915,63 euro for den omhandlede transport, fremstår den pris, Kunden betalte for transporten, endvidere ikke som en pris, der afspejler særlig vidtgående krav til de sikkerhedsforanstaltninger, som skulle tilgodeses under transporten.
…
Retten finder, at ”Àrea de Servei – Gironès” således fremstår som en almindelig motorvejsrasteplads og dermed lever op til kravet ifølge pkt. 6.4. i rammeaftalen, hvorefter parkering skal ske på dertil indrettede områder (“stays in lay-bys or similar […] will be in recognised areas”).
…
Endvidere finder retten det ikke godtgjort, at parkeringen på ”Àrea de Servei – Gironès” var i strid med det vagt og elastisk formulerede krav ifølge rammeaftalens pkt. 6.4, hvorefter parkeringen skulle ske under så sikre forhold som muligt (“as secure as possible”).”
Bemærkninger
Der foreligger en omfattende retspraksis om spørgsmålet, om tyveri af varer fra trailere i forbindelse med ophold på parkeringspladser under CMR-transport kan anses for at være en følge af grov uagtsomhed. I dansk retspraksis blev det tidligere tillagt væsentlig betydning, hvorvidt chaufføren burde have forstået, at de pågældende varer måtte anses for at være særligt ”tyverieksponerede”, og, i givet fald, om der henset hertil var truffet nødvendige foranstaltninger for at imødegå en tyveririsiko, uanset at der ikke af kunden var givet nogen instruktioner herom. Fragtføreren skulle med andre ord på eget initiativ træffe sådanne forholdsregler.
Ved Højesterets dom i den såkaldte ”Widecom-sag” (UfR 2013.1521) blev det fastslået, at tyverieksponerede produkter kan transporteres som ”almindeligt stykgods”, medmindre fragtføreren ”ved den konkrete aftales indgåelse burde have forstået, at det drejede sig om transport af særligt tyveritækkelige varer, som [afsenderen] ønskede gennemført under iagttagelse af særlige sikkerhedsforanstaltninger”.
Sø- og Handelsretten har i sin nye dom ved stillingtagen til ansvarsspørgsmålet anvendt dette dobbelte kriterium og fundet, at fragtføreren ikke havde tilsidesat de krav vedrørende benyttelse af parkeringspladser, der måtte anses for at følge af aftalen. Det er i den forbindelse relevant at fremhæve, at benyttelsen af bredt formulerede kriterier ved fastsættelse af de krav, som skal opfyldes i forhold til sikkerhedsforanstaltninger, ikke i sig selv kan føre til, at der skal anlægges en streng vurdering af fragtførerens forpligtelser.
Det er også relevant at bemærke, at retten angiver, at ”kendte risici ved parkering på bestemte strækninger eller ved parkering på bestemte måder, f.eks. i et industrikvarter hen over weekenden o.l., kan … indgå i uagtsomhedsvurderingen”, og at dette kriterium synes at skulle indgå uafhængigt af, hvilke krav der i øvrigt måtte være stillet af kunden, ligesom (størrelsen af) den aftalte fragt kan tages i betragtning.
De domme, der af Sø- og Handelsretten henvises til i den forbindelse, er alle afsagt før Højesterets ovennævnte dom, og Sø- og Handelsrettens dom kan på dette punkt muligvis anses som udtryk for, at der i alle tilfælde – uanset om særlige instruktioner måtte være givet af afsenderen – ved udførelse af stykgodstransport gælder visse ”minimumskrav”, dvs. nogle mindstekrav til udførelsen af CMR-transport i sikkerhedsmæssig henseende, og at grov uagtsomhed anses for at foreligge ved stykgodstransport, når disse minimumskrav ikke opfyldes.
