BS-28718/2025-SHR, Sø- og Handelsrettens dom af 7. oktober 2026
Sø- og Handelsretten har ved dom af 7. oktober 2026 taget stilling til, hvorvidt en brudt forsegling af en trailer og en deraf følgende risiko for kontaminering af fødevarer udgør en erstatningsberettigende skade efter CMR-reglerne. Dommen belyser navnlig, hvilke krav der stilles til dokumentationen for, at der faktisk er indtrådt en skade på godset under transporten.
1. Sagens omstændigheder
Sagen vedrørte en vejtransport af et parti fersk, vakuumpakket svinekød i Storbritannien. Under transporten blev trailerens forsegling brudt af uvedkommende, som åbnede trailerens bagdøre i 14 sekunder.
Som følge af hændelsen blev godset angiveligt afvist af den oprindelige modtager med henvisning til risikoen for kontaminering. Godset blev herefter returneret til afsenderen og efterfølgende videresolgt til en væsentligt lavere pris. Vareforsikringsselskabet erstattede prisdifferencen og rejste efterfølgende regreskrav mod transportøren på ca. GBP 35.000.
Mellem parterne var der indgået en rammeaftale med særlige krav til håndteringen af fødevarer, herunder bestemmelser om åbning af traileren og håndtering af forseglingen. Vareforsikringsselskabet gjorde blandt andet gældende, at den brudte forsegling og den deraf følgende kontamineringsrisiko havde medført en værdiforringelse af godset, og at transportøren derfor var erstatningsansvarlig.
Transportøren bestred, at der var indtrådt en skade efter CMR-loven, idet en efterfølgende besigtigelse havde konkluderet, at godset var ubeskadiget og fortsat egnet til det tilsigtede formål.
2. Rettens begrundelse og resultat
Sø- og Handelsretten frifandt transportøren.
Retten fastslog indledningsvis, at CMR-lovens bestemmelser havde forrang for rammeaftalens vilkår. Efter CMR-lovens § 24, stk. 1, er fragtføreren ansvarlig for bortkomst og beskadigelse af godset i varetægtsperioden. Bestemmelsen forudsætter imidlertid, at der faktisk er indtrådt en beskadigelse af godset. Det er derfor som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt, at der teoretisk kunne være sket en beskadigelse.
Retten lagde navnlig vægt på, at den efterfølgende besigtigelse ikke havde påvist kontaminering eller andre skader på godset. Emballagen var intakt, og temperaturen havde under hele forløbet holdt sig inden for det acceptable interval. Endvidere var godset efterfølgende blevet videresolgt til konsum, hvilket understøttede, at det fortsat var anvendeligt til det tilsigtede formål.
Retten fandt på denne baggrund, at hverken modtagerens afvisning af godset eller den lavere videresalgspris i sig selv dokumenterede, at godset var blevet beskadiget eller objektivt værdiforringet som følge af hændelsen.
Retten fandt desuden, at rammeaftalen ikke indebar solidarisk hæftelse mellem det selskab, der havde indgået rammeaftalen, og det koncernforbundne selskab, som konkret havde påtaget sig transporten. Begge selskaber blev derfor frifundet.
3. Bemærkninger til dommen
Retspraksis har i vid udstrækning anerkendt, at en markedsmæssig værdiforringelse af fødevarer kan danne grundlag for et erstatningskrav efter CMR-reglerne, selvom godset fortsat måtte kunne anvendes til konsum.
Dette er blandt andet kommet til udtryk i Sø- og Handelsrettens dom af 5. marts 2014 (FED 2014.62), den såkaldte limonen-dom. Her fandt retten, at et parti økologisk kød måtte anses for at være beskadiget efter CMR-reglerne, fordi det under transporten var blevet kontamineret med limonen, uanset at påvirkningen ikke havde nogen betydning for varens anvendelighed som økologisk fødevare, og at denne påvirkning udgjorde en markedsmæssig værdiforringelse.
I den netop afgjorte sag ved Sø- og Handelsretten var det ikke godtgjort, at der var indtruffet nogen fysisk påvirkning af varen, og den helt teoretiske risiko, der måtte foreligge for, at varen kunne være blevet påvirket, kunne ikke berettige, at varen kunne anses for at være markedsmæssigt værdiforringet.
Efter dommen kan en markedsmæssig værdiforringelse fortsat udgøre en erstatningsberettigende skade, men det forudsætter dokumentation for en faktisk beskadigelse eller forringelse af godset eller i hvert fald en risiko herfor af en ikke-teoretisk karakter.











