Sagens omstændigheder:
En dansk Eksportør solgte et parti ost (”cream cheese spread”) til en køber i De Forenede Arabiske Emirater.
Eksportøren havde forinden den 3. august 2017 indgået en rammeaftale om søtransport af bl.a. mejeriprodukter fra nærmere angivne havne med en dansk transportør [T]. Af aftalen fremgik, at parterne var Eksportøren og T, og af aftalen fremgik bl.a. følgende:
“[T] assumes liability in respect of all Services rendered by or for [Eksportøren] under this General Agreement regardless of whether the Services under this General Agreement are performed by T or its representatives or third party”
Eksportøren bookede transport af det omhandlede parti ost fra Vejle til De Forenede Arabiske Emirater til T. Af bookingen fremgik bl.a.: ”4x40’ REEFER CONTAINERS, 3+ DEG CEL.” og ”Temperature Condition: 3,00”.
Samme dag blev en bookingbekræftelse udstedt af T’s schweiziske moderselskab [T1]. I bookingbekræftelsen var T1 anført som ”carrier”, mens T var anført som ”Agent” for T1.
Fortransporten fra Vejle til Aarhus Havn blev af T viderekontraheret til [D], der den 12. juni 2019 fremsendte en køreseddel til T, hvori bl.a. var angivet følgende: ”40´empty TEMP: 03C”. Der var mellem Eksportøren og D – og T var ikke part i denne aftale – indgået en direkte aftale, der forpligtede D til at sørge for, at containeren var temperaturindstillet, når den blev afhentet tom, og inden den blev frembudt til eksportøren med henblik på lastning:
”Containeren skal temp-sættes på og af terminalen uanset hvor den skal hentes. Chaufføren skal sammen med personalet på gaten, på vej ud, tjekke, at temperaturen er sat i overensstemmelse med bookingen/køresedlen.”
D havde indgået en aftale om containerkørsel med [S]. Iht. denne aftale havde D ”chartret” S’ bil og stod for den daglige drift. D havde den daglige kontakt med chaufførerne, og S havde intet drifts- eller kørselsmæssigt at gøre med chaufførerne. S fik en afregning en gang om måneden fra D, og S kunne ikke bestemme over, hvilke opgaver, chaufførerne skulle udføre for D. D forklarede under sagen, at man ikke havde instrueret S om at kontrollere temperaturindstillingen på de tomme containere, som S hentede i haven, og at temperaturen først skulle indstilles, ”når containeren blev indleveret på terminalen efter læsning. [og] at det derfor var ligegyldigt for S’ chauffør, at der stod 3 grader.”
Fredag den 14. juni 2019 blev containeren afhentet på Aarhus Havn og afleveret til Eksportørens terminal i Vejle. Eksportøren lastede selv godset ind i containeren og tilsluttede strøm. Containeren stod herefter på terminalen weekenden over. Da containeren ikke var blevet indstillet til 3 °C – men var indstillet til -20 °C – opstod der skade på osteprodukterne i containeren. Skaderne blev opgjort til DKK 696.258,67 kr.
Eksportøren anlagde på denne baggrund sag imod T med krav om erstatning. T bestred at være ansvarlig med henvisning til, at bookingbekræftelsen for ordren var afgivet af T som agent på vegne T1. T bestred yderligere at have påtaget sig en pligt til at temperaturindstille de tomme containere, inden de blev frembudt til eksportøren med henblik på lastning. T anlagde samtidig regressag imod D, der indstævnede S med krav om friholdelse.
Sø- og Handelsrettens dom:
Retten kom frem til, at T var ansvarlig for de indtrådte skader som kontraktpart iht. rammeaftalen, og at T’s bookingbekræftelse ikkekunne ændre herved.
Retten fandt videre, at T måtte anses at have påtaget sig en pligt til at drage omsorg for, at de tomme containere, som blev frembudt til Eksportøren, var temperaturindstillet til 3 °C.
Retten kom herefter videre frem til, at D skulle friholde T delvist for kravet i sagen, idet retten udtalte følgende:
”Retten finder [… at ] de afgivne forklaringer må forstås således, at selve temperaturindstillingen af containerne skulle foretages af terminalens personale efter instruktion fra T, mens den efterfølgende kontrol af temperaturen påhvilede [D]. Retten [lægger] til grund, at [D] aldrig instruerede [S’] chauffører i at kontrollere, hvorvidt temperaturen var korrekt indstillet ved udlevering. På denne baggrund sammenholdt med det faktum, at der af [D’s] køreseddel fremgår en temperaturangivelse på +3 grader, må den manglende temperaturkontrol af containeren tilregnes [D] som i hvert fald groft uagtsom.”
Retten frifandt endelig [S], idet retten fandt, at [S] ikke var ansvarlig over for D, idet [D] aldrig instruerede [S’] chauffører i at kontrollere, hvorvidt temperaturen var korrektindstillet ved udlevering: ”Retten finder herefter, at [S] hverken kunne eller burde vide, at der forelå en
Aftale mellem Eksportøren og [D] om, at den chauffør, der fik containeren udleveret på[terminalen] skulle foretage en temperaturkontrol i forbindelse med udleveringen.”
Bemærkninger til dommen:
Det fremgår af dommen, i overensstemmelse med fast retspraksis, at det påhviler en part, der gør gældende alene at have kontraheret som agent, at godtgøre, at medkontrahenten var bekendt med dette forhold ved indgåelsen af aftalen. Når der foreligger en rammeaftale, der angiver at en part har stilling som kontraherende transportør, kan denne retsstilling ikke (ensidigt) ændres af transportøren ved at udstede en bookingbekræftelse på vegne af en anden part og angive at have handlet som agent.
Retten fastslog ved sin dom, at en part, der har påtaget sig at foretage en temperaturindstillingskontrol af en slukket, tom container og undlader at videregive den nødvendige instruks herom til en underleverandør, der skal foretage kontrollen, kan anses at have handlet groft uagtsomt.
Dommen tager endelig ikke udtrykkeligt stilling til, om en vognmand, der stiller materiel (lastbil og chauffør) til disposition for en ordregiver, der selv instruerer chaufføren direkte vedrørende udførelse af opgaver for ordregiveren, kan ifalde ansvar som fragtfører. Det kan anføres, at vognmanden i sådanne tilfælde ikke har stilling som udførende fragtfører, idet aftalen mellem ordregiveren og vognmanden ikke i det væsentlige kan anses som en transportaftale baseret på et afgivet transportløfte men kan anses som en aftale om overladelse af dispositionsret over udstyr og personale.
Sø- og Handelsrettens dom i sag BS-23642/2020-SHR
