Faktiske omstændigheder
En dansk befragter indgik i maj 2019 aftale om tidsbefragtning af et liberisk indregistreret skib med en cypriotisk bortfragter. Samtidig indgik parterne en provenuaftale (”Side Letter”) om opgørelse og fordeling af overskuddet fra en aftale om viderebortfragtning af skibet. Certepartiet indeholdt en sålydende voldgiftsaftale:
”… All disputes arising out of this contract shall be arbitrated at London […] Any dispute arising hereunder shall be governed by English Law.”.
Af parternes Side Letter fremgik følgende:
”… In case of any conflict or inconsistency between this Side Letter and the Charter party, the provisions of this Side Letter shall prevail. […] The Parties agree that this Side Letter shall be governed by the laws of England and shall be subject to the exclusive jurisdiction of the courts in England”.
Der opstod uenighed om fordelingen af et provenu fra frembortfragtningen af skibet, og bortfragteren fremsatte et krav om betaling af USD 208.000 over for befragteren. Der pågik herefter forligsforhandlinger mellem parterne, og ved en e-mail af 21. maj 2020 skrev bortfragters advokat følgende til befragters advokat:
”WITHOUT PREJUDICE
I refer to our telephone conversation yesterday in which you put forward Charterers’ offer of USD155,000 in full and final settlement of Owners’ claim. I have now taken instructions and confirm that Owners accept Charterers’ offer to settle at USD155 000 in full and final settlement. We will run up a settlement agreement and send over to you for review.”
Ved e-mail af 2. juni 2020 fremsendte bortfragters advokat en e-mail med et vedhæftet udkast til forligsaftale til befragters advokat. Af e-mailen fremgik således:
”WITHOUT PREJUDICE
Do you have instructions?
To expedite finalisation of the agreement, please see attached […]. The only change is the payment terms. My client has asked for payment within 3 days which, given the delays already, is entirely reasonable”.
Af udkastet til forligsaftale fremgik således:
“The Charterer agrees to pay and the Owner agrees to accept the sum of US$155,000 (One Hundred and Fifty Five Thousand United States Dollars) (the “Settlement Sum”) in full and final settlement of any and all disputes, claims and counterclaims whatsoever and howsoever arising under or in connection with the Charterparty, the Side Letter and the Brazil Charterparty.
…
This Agreement is subject to English law and any and all disputes or differences arising out of or in connection with this Agreement shall be referred to arbitration in London before a sole arbitrator who shall be agreed between the Parties, and if the Parties cannot agree within 14 days of a request for such agreement from one Party to the other, shall be appointed by the then current president of the London Maritime Arbitrators Association”.
Ved e-mail af samme dag vendte befragters advokat retur med følgende mail:
“[…]
The draft is far from perfect but at least settles all disputes. The issue is the payment of the settlement amount where you will know that 14 days is usual. Is there any reason to depart from that in this instance? 14 days is also realistic where our client has incoming payments delayed due to Covid issues. Please can you take instructions and confirm?”.
Ved en e-mail af 3. juni 2020 sendte befragters advokat en sålydende e-mail til bortfragters advokat
”I am ready to send over the signed agreement but please can you clarify why your clients have designated a different bank account to that used previously”.
Bortfragters advokat bekræftede ved e-mail af 3. juni 2020 ændringen af bankoplysningerne:
“The details are indeed different to the details in the CP however I am informed that
the details in the agreement are also correct and valid for remittance. I look forward to receiving the signed agreement”.
Forligsaftalen blev ikke underskrevet, og Bortfragteren anlagde den 17. juni 2020 voldgiftssag i London i henhold til LMAA’s regler med henblik på at fuldbyrde forligsaftalen, der efter Bortfragterens forståelse var endeligt vedtaget mellem parterne. Befragteren gjorde gældende under voldgiftssagen, at selvom der var indgået en forligsaftale, var det fremsendte udkast af den 2. juni 2020 til en forligsaftale, herunder voldgiftsklausulen i udkastet, ikke vedtaget. Befragteren bestred på denne baggrund voldgiftsrettens kompetence.
Voldgiftsretten afsagde den 25. November 2020 en ”Final Partial Award” og fastslog, at aftaleudkastet ikke var vedtaget, og at der ikke på andet grundlag var aftalt voldgiftbehandling af tvisten. Voldgiftsretten afviste derfor sagen. I sine præmiser anførte voldgiftsretten bl.a. følgende:
“The final paragraph of [Owner’s] email of 21 May lacks express words such as “subject to”, but I am satisfied that the words used clearly reflected the parties’ mutual intention to have a formal signed agreement to record the terms of settlement and that neither party intended the matter to be concluded before that point was reached.
[…]
I accordingly hold that no binding agreement was concluded on 21 May, but merely an agreement that, in effect, was ‘on subjects’.
I turn now to the events of 2 and 3 June. On 21 May [Owners] sent to [Charterers] an initial draft Settlement Agreement. Thereafter the [parties] negotiated the wording of the Settlement Agreement with a final (sic) draft circulated on 2 June 2020.
[…]
I accept that the words “I am ready to send over the signed agreement”, taken on their own, would normally suffice to show final and unqualified assent to the terms of the Settlement Agreement. The crucial question is whether [the request] for clarification regarding the Owners’ bank account qualifies such assent. I am reluctantly driven to the conclusion that it does.
[…]
The consequence of this conclusion is that final agreement on the text of the draft Settlement Agreement was never reached, from which it follows that the entire document, including the arbitration clause, lacks effect. It also necessarily follows that this award is, strictly speaking, a final award, rather than a final partial award.
Bortfragteren anlagde på denne baggrund retssag imod Befragteren ved Sø- og Handelsretten med påstand om betaling af USD 155.000 med henvisning til, at der var indgået en forligsaftale, hvorefter Befragteren havde accepteret at betale dette beløb. Befragteren påstod sagen afvist og gjorde til støtte herfor gældende:
- At den engelske voldgiftsret bindende havde afgjort, at der ikke var indgået en forligsaftale
- At en tvist herom – såfremt voldgiftsretten ikke måtte anses at have afgjort spørgsmålet – under alle omstændigheder skulle afgøres af de engelske domstole i overensstemmelse med tvistløsningsbestemmelserne i certepartiet eller i Side Letter,
- At befragteren ikke med bindende virkning havde anerkendt, at der var indgået en forligsaftale (om betaling af USD 155.000), og
- At spørgsmålet om en forligsaftale var indgået skulle bedømmes iht. engelsk og at der ikke iht. engelsk ret var indgået en forligsaftale.
Sø- og Handelsrettens afgørelse
Sø- og Handelsretten skulle først tage stilling til, om retten havde kompetence til at afgøre sagen, eller om tvisten, iht. certepartiet eller ”Side Letter” skulle afgøres i England. Retten fastslog, at voldgiftsbestemmelsen i certepartiaftalen ikke kunne udstrækkes til at omfatte stillingtagen til, hvorvidt der måtte anses at være indgået en forligsaftale. Retten udtalte herved: ”der er mellem certepartiet og forliget ingen sammenhæng i ydelsesmæssig sammenhæng”.
Retten fastslog yderligere, at befragterens indsigelse om, at tvisten var omfattet af værnetingsaftalen i Side Letter var fremsat for sent og derfor ikke kunne tages under påkendelse.
Retten tog herefter stilling til, om den engelske voldgiftsret kunne anses at have truffet afgørelse om, hvorvidt der var indgået en forligsaftale, idet Sø- og Handelsretten – i givet fald – ville være afskåret fra at tage stilling til dette. Retten fandt ikke, at den afsagte voldgiftskendelse, ”Final Partial Award”, kunne anses at omfatte sagens realitet, men at kendelsen alene tog stilling til spørgsmålet om voldgiftsrettens kompetence. Sø- og Handelsretten var derfor ikke afskåret fra at tage stilling til, om der kunne anses at være indgået en forligsaftale.
Spørgsmålet var herefter, om der kunne anses at være indgået en forligsaftale.
Retten udtalte i denne forbindelse, at de synspunkter og anbringender, der var fremsat under voldgiftssagen i England ikke var forpligtende for parterne under sagen ved Sø- og Handelsretten, og at den omstændighed, at befragteren under voldgiftssagen havde tilkendegive og givet udtryk for, at der var indgået en forligsaftale, ikke var bindende under sagen for Sø- og Handelsretten.
For at afgøre, om der var indgået en forligsaftale, skulle retten foretage et lovvalg for at afklare, hvilket lands regler, der skulle anvendes ved afgørelsen af spørgsmålet. Retten fandt, at spørgsmålet måtte afgøres efter Romkonventionens Art. 4(5) og at spørgsmålet baseret herpå måtte afgøres efter engelsk ret, idet tvisten måtte anses at have sin nærmeste tilknytning til England. Retten henviste herved til,
- At forligsdrøftelserne havde fundet sted i England
- At der var en formodning for, at drøftelserne mellem parternes advokater var ”sket under iagttagelse af engelsk ret”
- At det fremgik af forligsaftaleudkastet, at det var undergivet engelsk ret, og
- At der blev anlagt voldgiftssag ved LMAA
Retten skulle endelig på dette grundlag afgøre, om der iht. engelsk ret kunne anses at være indgået en forligsaftale. Parterne havde ikke tilvejebragt specifikke oplysninger om indholdet af engelsk ret, herunder fremlagt et responsum eller andet grundlag. Ikke desto mindre fandt retten at den havde tilstrækkeligt grundlag til at foretage en bedømmelse baseret på engelsk ret, i det retten udtalte: ”Det er på det foreliggende grundlag retten vurdering, at engelsk ret og dansk aftaleret umiddelbart på dette afgrænsede punkt i det væsentlige er samstemmende.”
Retten fastslog herefter endelig, at der måtte anses at være indgået en forligsaftale om, at Befragter skulle betale USD 155.000:
”Retten har i den forbindelse lagt vægt på, at sagsøgte fremsatte et forligstilbud, som sagsøger accepterede ved e-mail af 21. maj 2020, hvorefter parterne forhandlede de nærmere vilkår på plads, som sagsøgte accepterede senest ved følgende e-mail af 3. juni 2020:
”I am ready to send over the signed agreement but can you please clarify why your clients have designated a different bank account to that used previously”.
Det forhold, at sagsøgtes e-mail af 3. juni 2020 indeholdt et spørgsmål om bankoplysninger, kan ikke føre til et andet resultat. Retten bemærker i den forbindelse, at alle øvrige vilkår lå fast, herunder forligssummen. Uklarheden vedrørende bortfragters kontonummer kan ikke anses som en ”key term”, men derimod som en praktikalitet og en detalje, der under alle omstændigheder efter ordlyden ikke havde karakter af et forbehold.
Bemærkninger til dommen
Med sin dom har Sø- og Handelsretten taget stilling til en række spørgsmål af international privat- og procesretlig karakter.
Det er væsentligt at bemærke, at Sø- og Handelsretten ikke fandt, at de standpunkter og tilkendegivelser, som parterne havde fremsat under voldgiftssagen i England var forpligtende for parterne under sagen ved Sø- og Handelsretten. Den omstændighed at Befragteren under voldgiftssagen havde anerkendt, at der var indgået en forligsaftale, betød således ikke, at Befragteren under retssagen var bundet heraf.
Det er yderligere værd at bemærke, at Sø- og Handelsretten, uden at der af parterne var tilvejebragt nærmere oplysninger om indholdet af engelsk ret, selv fastslog indholdet af engelsk ret og anvendte engelsk ret til at træffe afgørelse i sagen og kom frem til, at der var indgået en forligsaftale. Dette er interessant, idet der med den engelske voldgiftsrets afgørelse kunne anses at foreligge en sådan usikkerhed om, hvorvidt der var indgået en forligsaftale, at en stillingtagen til spørgsmålet måtte forudsætte indhentelse af specifikke oplysninger om engelsk ret på det omtvistede punkt.
Det havde betydning for sagen, hvorvidt befragteren til støtte for den nedlagte afvisningspåstand kunne gøre gældende, at tvisten, om der var indgået en forligsaftale, var omfattet af værnetingsaftalen i parternes Side Letter (der henviste til, at tvister skulle afgøres ved de engelske domstole). Retten afskar fremsættelsen af dette anbringende, der blev fremsat i et efterfølgende processkrift, jf. retsplejelovens § 358, stk. 2, jf. § 248, stk. 1, uanset at der i svarskriftet var nedlagt en afvisningspåstand, og at anbringendet derfor kunne anses som fremsat til støtte for den således fremsatte formalitetsindsigelse.
