Vi har tidligere omtalt Sø- og Handelsrettens dom af 17. december 2021 i en sag, der vedrørte et spørgsmål om, hvorvidt en engelsk voldgiftskendelse udelukkede en efterfølgende retssag mellem parterne ved Sø- og Handelsretten.
Sø- og Handelsrettens dom er blevet stadfæstet af Østre Landsret med en delvist anden begrundelse.
Faktiske omstændigheder:
En dansk befragter indgik i maj 2019 aftale om tidsbefragtning af et skib med en cypriotisk bortfragter. Samtidig indgik parterne en provenuaftale (”Side Letter”) om opgørelse og fordeling af overskuddet fra en aftale om viderebortfragtning af skibet. Certepartiet indeholdt en sålydende voldgiftsaftale:
”… All disputes arising out of this contract shall be arbitrated at London […] Any dispute arising hereunder shall be governed by English Law.”.
Af parternes Side Letter fremgik følgende:
”… In case of any conflict or inconsistency between this Side Letter and the Charter party, the provisions of this Side Letter shall prevail. […] The Parties agree that this Side Letter shall be governed by the laws of England and shall be subject to the exclusive jurisdiction of the courts in England”.
Der opstod uenighed om fordelingen af et provenu fra frembortfragtningen af skibet, og bortfragteren fremsatte et krav om betaling af USD 208.000 over for befragteren. Der pågik herefter forligsforhandlinger mellem parterne, og ved en e-mail af 21. maj 2020 skrev bortfragters advokat følgende til befragters advokat:
”WITHOUT PREJUDICE
I refer to our telephone conversation yesterday in which you put forward Charterers’ offer of USD155,000 in full and final settlement of Owners’ claim. I have now taken instructions and confirm that Owners accept Charterers’ offer to settle at USD155 000 in full and final settlement. We will run up a settlement agreement and send over to you for review.”
Der blev efterfølgende af bortfragteren fremsendt et udkast til en forligsaftale, som indeholdt en voldgiftsklausul, som aldrig blev underskrevet af parterne, og der opstod på denne baggrund tvist om, hvorvidt der var indgået et forlig. Bortfragteren anlagde på denne baggrund voldgiftssag imod befragteren i London ved den voldgiftsret, der var angivet i aftaleudkastet henhold til LMAA’s regler med henblik på at fuldbyrde forligsaftalen, der efter bortfragterens forståelse var indgået mellem parterne. Befragteren bestred, at der var indgået en forligsaftale og at voldgiftsklausulen i aftaleudkastet var vedtaget.
Voldgiftsretten afviste den 25. november 2020 sagen. Der blev på denne baggrund anlagt retssag af bortfragteren i Danmark imod befragteren.
Bortfragteren gjorde under sagen gældende:
- At der var indgået en forligsaftale, hvorefter befragteren havde accepteret at betale det krævede beløb.
- At befragteren med bindende virkning under voldgiftssagen havde tilkendegivet, at tvisten mellem parterne, om der var indgået et forlig, skulle afgøres ved de danske domstole, og
- At der ikke ved den engelske voldgiftskendelse var taget stilling til, om der var indgået et forlig, idet voldgiftsretten havde afvist at have kompetence og dermed ikke kunne have taget stilling til det materielle spørgsmål, om sagen var forligt
Befragteren påstod sagen afvist og gjorde til støtte herfor gældende:
- At den engelske voldgiftsret bindende havde afgjort, at der ikke var indgået en forligsaftale
- At en tvist herom – såfremt voldgiftsretten ikke måtte anses at have afgjort spørgsmålet – under alle omstændigheder skulle afgøres af de engelske domstole i overensstemmelse med tvistløsningsbestemmelserne i certepartiet eller i Side Letter,
- At befragteren ikke med bindende virkning havde anerkendt, at der var indgået en forligsaftale (om betaling af USD 155.000), og
- At spørgsmålet om en forligsaftale var indgået skulle bedømmes iht. engelsk og at der ikke iht. engelsk ret var indgået en forligsaftale.
Østre Landsrets afgørelse:
Østre Landsret stadfæstede Sø- og Handelsrettens afgørelse med følgende præmisser:
Værneting
[…] Af voldgiftsrettens kendelse af 25. november 2020, pkt. 14, fremgår, at [befragteren] under den sag gjorde gældende:
”It therefore seems to the Charteres that any proceedings should be brought against them in their place of domicile, ie Denmark.”
Denne tilkendegivelse må anses for bindende for [befragteren], og landsretten tager derfor ikke indsigelsen om, at Sø-og Handelsretten ikke er rette værneting,
til følge.
Retskraft
Det fremgår klart af voldgiftsrettens kende af den 25. november 2020, pkt. 19-23, at voldgiftsretten selv har forstået sin opgave således, at denne alene skulle tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt voldgiftsretten havde kompetence til at pådømme spørgsmålet mellem parterne. Af voldgiftsrettens kendelses forside fremgår det således f.eks., at der er tale om ”Final Partial Award on Jurisdiction”, og af præmissernes pkt. 47 fremgår det bl.a., at kendelsen ”… deals solely with the issue of jurisdiction …”. Landsretten finder på denne baggrund ikke, at der ved voldgiftsrettens kendelse er truffet en retskraftig afgørelse om, hvorvidt der mellem parterne er indgået en bindende forligsaftale.
Lovvalg
Det følger af Romkonventionens artikel 4 (1), at en aftale er underkastet loven i det land, som den har den nærmeste tilknytning til. Der vil være en formodning om, at aftalen har sin nærmeste tilknytning til det land, hvor den part, som skal præstere den for aftalen karakteristiske ydelse, har sit hovedsæde, jf. artikel 4(2). Dette udgangspunkt fraviges, hvis det følger af omstændighederne som helhed, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land, jf. artikel 4 (5). Der er i tidligere aftaler mellem parterne indgået aftale om engelsk lovvalg, og korrespondancen mellem parterne er foregået på engelsk, ligesom parterne i deres mellemværende har gjort brug af engelske advokater. Ud fra en samlet vurdering af denne korrespondance, lægges ydermere til grund, at parterne selv har forudsat, at deres indbyrdes tvist har været underlagt engelsk ret. Landsretten finder herefter, at samtlige omstændigheder i sagen peger på England, og spørgsmålet om der foreligger en gyldig forligsaftale skal derfor afgøres efter engelsk ret.
Spørgsmålet om aftaleindgåelse
Således som engelsk ret af parterne er oplyst for retten, finder landsretten, ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder særligt mailkorrespondancen mellem parterne den 10. og 11. august 2020, at der mellem parterne er indgået en gyldig aftale om forlig (”settlement agreement”) af den verserende sag mellem parterne mod betaling af 155.000 USD.
Bemærkninger til dommen:
Det er væsentligt at bemærke, at landsretten – modsat Sø- og Handelsretten – fandt, at den tilkendegivelse, som befragteren havde fremsat under voldgiftssagen i England i forhold til spørgsmålet om, hvor en retssag imod befragteren skulle føres, var forpligtende for befragteren under retssagen i Danmark
Det er omtvistet under dansk ret, hvorvidt en tvist om, hvorvidt der er indgået et forlig, er undergivet den værnetingsaftale, som den omtvistede forligsaftale vedrører eller udspringer af. Som følge af, at befragteren under voldgiftssagen ansås at have afgivet en bindende proceserklæring om, at tvisten skulle afgøres ved befragterens hjemting i Danmark, havde Landsretten ikke havde anledning til at tage stilling til, om tvisten, om der var indgået en forligsaftale, skulle pådømmes ved det værneting, der fulgte af certepartiaftalen (arbitration i London) eller af Side Letter (jurisdiktion ved de engelske domstole).
Landsretten kom, ligesom Sø- og Handelsretten, til, at der med voldgiftskendelsen alene var taget stilling til, om det var aftalt, at den omtvistede forligsaftale var undergivet voldgift, og at voldgiftsretten dermed ikke havde taget stilling til, om der i det hele taget var indgået et forlig.
Ligesom Sø- og Handelsretten fandt Landsretten, baseret på en anvendelse af engelsk ret, at der måtte anses at være indgået en forligsaftale mellem parterne.
Østre Landsrets dom af 13. februar 2023
